Der kan være mange grunde til, at du har smerter i maven. Smerten kan komme fra mavemusklerne, mavesækken eller tarmene mv. Almindelig årsager til mavesmerter er mavekatar, infektion, irritabel tyktarm og forstoppelse.
Mavekatar skyldes, at du har spist eller drukket noget, som irriterer din mavesæk. Maveinfektion skyldes virus eller bakterier, typisk fra maden. Det giver dårlig fordøjelse, luft i maven og tryk i tarmene. Du kan opleve de samme symptomer fra maven, hvis du har irritabel tyktarm. Man får ofte kvalme, sure opstød og evt diarré, når man har ondt i maven.
Det skal du gøre:
Ved mavekatar og maveinfektion:
Undgå krydret mad, kaffe og alkohol.
Spis og drik ”skånekost” – dvs. fedtfri kost, gerne lyst brød og kogt mad.
Drik rigeligt. Ikke kun vand men gerne saft eller sodavand (ikke sukkerfri). Evt lidt surmælksprodukter.
Ved irritabel tyktarm:
Hvis du i forvejen ved, at du har irritabel tyktarm, skal du have rigelig væske, fiberrig kost og sørge for at være fysisk aktiv, fx en rask gåtur.
Andet:
Ring til lægen,hvis der kommer blod eller gult slim i afføringen.
Ring til lægen, hvis du bliver meget slap og afkræftet og får feber.
Kontakt også lægen, hvis smerterne ikke længere blot er ”lette”.